På den internationale Poliodag den 24. oktober, modtog Patrizia Venturelli Christensen en PHF med to safirer fra Rotary International for hendes store indsats i kampen for at knække Polio. Overrækkelsen fandt sted i forbindelse med afholdelsen af en stor velgørenhedskoncert til fordel for udryddelsen af polio.
 
Baggrunden for tildelingen er Patrizias engagement som formand for Polio Udvalget i Rotary Distrikt 1470 og den fælles indsats for at støtte End Polio Now – kampen for at udrydde polio globalt.
Den flotte anerkendelse blev overrakt af guvernør Henrik Brandt, der i sin begrundelse udtalte:
 
”Kære Patrizia, som en anerkendelse af din store og mangesidede indsats for Rotarys idealer og især dit unikke engagement i kampen for at udrydde Polio vil jeg gerne overrække dig vores Rotary anerkendelse. Den er opkaldt efter Grundlæggeren af Rotary Paul Harris og den ledsages af en donation til vores Foundation som går til udryddelse af Polio. Du tildeles nu en Poul Harris udmærkelse ikke med én, men med to sten. Den repræsenterer en værdi, som gør, at vi kan vaccinere 3.715 børn.”

”Polio handler ikke kun om en sygdom. Det handler om frihed, værdighed og adgang til livet på egne vilkår. Mange overlevende lever med livslange handicap – og alt for ofte møder de barrierer, ikke kun fysisk, men også socialt og systemisk. Rotary bygger på princippet Service Above Self. Jeg tror på det princip ligesom jeg tror på ansvar, handlekraft og frihed. Jeg tror på, at vi kan mere, når vi kombinerer fællesskab, faglighed og vilje. Vi kan godt.” sagde Patrizia efter modtagelsen af den dobbelte PHF.